Jubel 2022

Musik


Jubel får musikken til at begejstre store og små


Hertug Hans Festival byder velkommen til den musikalske kvartet Jubel, der spiller middelaldermusik, som begejstrer.

Jubel er udtryk for stor glæde og begejstring, og disse følelser spreder sig også lynhurtigt, når de fire musikanter i gruppen Jubel sætter gang skalmejen, lutguitaren, trommen og sangen.


Under Hertug Hans Festival fra 3.-5. juni bliver der mulighed for at møde den musikalske kvartet, der sammen og i andre konstellationer gennem mange år har fornøjet godtfolk og småfolk ved historiske markeder overalt i Danmark med deres middelalderlige toner og fornøjelige viser.


Ung og gammel bliver under Jubels engagerende musik lynhurtigt indfanget i et rytmisk univers, som helt automatisk kalder på aktiv medleven.


 

Under ledsagelse af de gamle instrumenter kan store og små derfor komme med på en oplevelsesrig rejse udi middelaldermusikken, der både byder på stille ballader, dansemusik og alt derimellem.


 

Musikanterne i Jubel har mange års erfaring og uddannelse inden for pædagogik, musik, teater og byggefag. Alle kompetencer kommer i spil, når Jubel optræder og laver deres forestillinger. Netop det gør gruppen unik.


 

Ud over musik har alle stor interesse for drama og har stor erfaring med både skyggeteater, dukketeater, interaktive forestillinger som hatteteater og improteater, musicals samt rollespil.


 

Jubel kan mødes alle tre dage under Hertug Hans Festival.


 

Jubel består af:

Morten Hougård, trommer

Johannes Christensen, lut-guitar og Sækkepibe

Rasmus Borg Svane Beck, sang og davul

Louise Svane Beck, fedel, skalmeje og nøgleharpe