Ilddrengene 2022

Ild


Fyr og flamme med

Ilddrengene


Brødrene Frederik og Anton vender tilbage til Haderslev, hvor de to unge ildkunstnere kan opleves under Hertug Hans Festival.

Ilddrengene Anton og Frederik fyrede i 2017 godt og grundigt op under Hertug Hans Festival, da de var med til at fejre 500-året for reformationen.


Brødrene er i mellemtiden blevet nogle år ældre, men de er stadig fyr og flamme. Og det kan alle se, når de vender tilbage til Haderslev – med mere ild i røven end nogensinde.


 

Under Hertug Hans Festival kan børn og voksne nemlig fredag og lørdag møde de to forrygende brødre, der trods deres unge alder kan se tilbage på nogle helt ekstraordinære oplevelser.


 

I 2018 kom de i finalen i TV 2-programmet ”Danmark har talent”, og de har desuden været med i ”Britains got Talent” samt er inviteret til ”America got talent – the Champions”. Med andre ord – når drengene leger med ild, bliver det bemærket ude i den store verden.


 

At lege med ild kommer ikke af sig selv. Brødrene træner næsten hver dag og er desuden en del af Danmarks største børnegøglertrup. Ud over det optræder de ved mange historiske events og shows i ind- og udland.


 

Denne sommer er kalenderen da også allerede godt pakket. Ud over fredag og lørdag ved Hertug Hans Festival kan fans og andre opleve Ilddrengene på Nyborg Slot til Danehof, på Bornholms Middelaldercenter og ved Horsens Europæiske Middelalderfestival.


 

I Hertug Hans Festival glæder vi os rigtig meget til endnu engang at byde de to unge ild-jonglører velkommen. Da de sidst var i Haderslev, satte de mange hjerter i brand. Mon ikke det igen sker, når de lader ilden tale.


Mød dem på pladsen fredag og lørdag og ved ridderturneringen - også fredag og lørdag.