Rap, gøgl, musik og levende historie gør Reformationen nærværende for næsten 1000 skolebørn i Damparken.

Trommerne lyder gennem Damparken.
Hammeren rammer jernet hos smeden.
Et sted øver musikere sig på middelalderens instrumenter, mens en nervøs skrivenonne holder øje med verden omkring sig.

Fredag den 29. maj 2026 bliver næsten 1000 skolebørn en del af den levende historiske by, som igen vokser frem i Damparken i Haderslev under Hertug Hans Festival.

500 år med reformationen

Årets børnedag har overskriften “Mod til forandring”, fordi det i år er 500 år siden, at Reformationen blev gennemført i Haderslev — som den første by i Norden.

Dermed er festivalen også en del af markeringen 500 Reformation Haderslev, hvor byens historie og den store samfundsforandring sættes i fokus gennem en lang række arrangementer i løbet af året.

I Damparken bliver historien ikke fortalt gennem lange foredrag og historiske årstal alene.

Børnene møder den gennem oplevelser.

De kan gå på opdagelse mellem historiske lejre, riddere, vikinger, vægtere, håndværkere og handelsfolk. De kan høre middelaldermusik med Dynja og Pøbel, møde den nervøse skrivenonne, lave Lutherroser, opleve gøgl og dukketeater, møde falkonerer og ulvehunde — og høre og lugte sort krudt, der blev brugt i de konflikter, som udspillede sig mellem modstandere og tilhængere af reformatoren Martin Luthers tanker.

De kan også opleve den musikalske gøglerforestilling “Lut og Luther”, hvor Mester Peder og Moro med humor, musik og fortællinger giver børnene et levende indblik i Martin Luthers vej mod reformationen af den katolske kirke.

Fra fortid til nutid

Samtidig kobler festivalen fortidens store spørgsmål til nutidens verden.

Ved Speakers Corner ved pergolaen giver freestyle-rapperne Den Lette Gade og Elias Ben Afia børnene en stemme gennem heraldisk rap, improvisation og humor med udgangspunkt i årets tema om mod, forandring og retten til at sige sin mening. De flere gange danske mestre i rap glæder sig til at udfordre børnene.

Festivalen har også udviklet undervisningsmateriale til skolerne med fokus på emner som tro, fællesskab, ansvar og ytringsfrihed.

Målet er ikke kun at fortælle børnene om historien.

Målet er at gøre dem nysgerrige på den.

Plads til alle – også efter fredag

Når skolebørnene forlader Damparken fredag eftermiddag, fortsætter festivalen hele weekenden med levende historie, musik, aktiviteter og oplevelser for hele familien.



Hertug Hans Festival er åben

Fredag den 29. maj kl. 09.00-18.00

Lørdag den 30. maj kl. 10.00-23.00

Søndag den 31. maj kl. 10.00-15.00

 

Se hele festivalprogrammet her