Lut og Luther

Reformation i børnehøjde

Lut og Luther

Når børnene strømmer til Damparken på Hertug Hans Festivals børnedag, kan de glæde sig til den musikalske teaterforestilling Lut og Luther – en gøglet og musikalsk rejse gennem Martin Luthers liv og tanker.


Forestillingen er skabt for de yngste skolebørn (0.–3. klasse), men der er noget at grine af og lære for alle.


Gøgleren Mester Peder, dukkeføreren Ildknægten og de fire professionelle musikere i Moro – Middelaldermusik tager børnene med tilbage til begyndelsen af 1500-tallet. Her møder vi den unge Luther i et tordenvejr, i kloster, i konflikt med paven – og til sidst som gammel og stadig skrivende.

Forestillingen er fortalt med humor, sange og levende musik på historiske instrumenter. Børnene møder både Luther, paven, Luthers kone og katten Kismus – og får forklaret, hvad en tese egentlig er, og hvorfor det krævede mod at tænke selv dengang.


Lut og Luther spiller tre gange på børnedagen og varer ca. 30 minutter. Her er masser af grin, lidt ild og måske en ny forståelse af historien – alt i børnehøjde.